Project Description
Musikken i Da fiskene forsvandt er skabt af lyde fra Knebel Vig, optaget og komponeret af Morten Riis.
Bølger, tovværk, tanglopper og vandet i sig selv bliver levende instrumenter. Man kan sige, at Morten har tilnærmet sig havets egen klang. Et dystert, rørende, men også forløsende univers. Og i det univers møder vi Havets Moder: sangerinden Lise Dres, som har sunget fire lokale folkeviser under vandet for enden af en badebro i Knebel. Morten Riis har optaget sangen og havet, og han har arbejdet sådan, at det nærmest synes, at være naturen selv, der fortæller historien.
Forfatteren Rasmus Theisen bidrager til serien som en alternativ radiovært, der ikke kommenterer fortællingen direkte. For ham er teksterne og talen opstået på baggrund af et familiært forhold til havet, simpelthen at stamme fra en fiskerslægt og være den første generation, der ikke arbejder på havet. Mellem seriens kilder og fortællinger, kredser Theisen om halvøerne på Mols, vilde sæler, fortidens bopladser og hvalfangerne på barndomshjemmets familiefotos.



