Project Description

Fiskene er næsten forsvundet fra de indre danske farvande. En virkelighed, vi kender fra medierne, men sjældent mærker. For fisken ligger jo stadig i køledisken.
Denne podcast-serie fortæller historien på en ny måde: gennem lydkunst, fortællende journalistik og litteratur, der vækker sanserne og forbinder os med havet, de gamle fiskertraditioner og sorgen.

For hvad er det, vi mister?

Med udgangspunkt i havet omkring Mols og Helgenæs inviteres lytteren med ned under overfladen. Ind i lystfiskerens blik, stenalderens kystjægere, ålefiskerens ruse, erhvervsfiskerens kutter og havbiologens blik på det døde hav.

Serien er et eksperiment mellem kunst og journalistik. Men de mange stemmer, der deler deres fortællinger, er samlet set et vedkommende og håndgribeligt forsøg på at nærme sig en virkelighed, vi vel ikke rigtig forstår endnu.